Kvinder og Kala Cotton.
I 2026 ønsker vi at skabe et lille, men meningsfuldt projekt i Rajasthan, hvor kvinder får mulighed for at arbejde hjemmefra gennem håndbroderi på vævet Kala Cotton.
Kala Cotton er en af Indiens ældste bomuldssorter - tørkeresistent, regenerativ og naturligt stærk. Den dyrkes uden kunstvanding og kemikalier og væves lokalt.
Med udgangspunkt i dette smukke, rå tekstil vil vi skabe et lille udvalg af håndbroderede tekstiler, skabt af kvinder, der ofte ikke har mulighed for at deltage i arbejdsfællesskaber uden for hjemmet. Broderiet giver fleksibilitet, indkomst og mulighed for at arbejde i deres eget tempo.
Vi ønsker at skabe et projekt, der – i tæt dialog med kvinderne selv – forener tradition, materialer og menneskelige relationer. Et projekt, hvor kvinderne bevarer ejerskab, og hvor vi støtter deres egne drømme om at skabe bæredygtige indkomstmuligheder.
På sigt håber vi at kunne dokumentere deres arbejde og de historier, der følger med – ikke som et kommercielt projekt, men som en personlig fortælling om styrken af at skabe gode netværk mellem kvinder.